Stop 8: Sådan stemmer du i supermarkedet
Hjælp Nikolaj med at stemme i supermarkedet.
Intro og fakta
Nikolaj står i kø ved kassen, da han kommer i tanke om, at han har glemt at købe hakket oksekød til lasagnen.
Han går ud af køen og tilbage ned til køledisken. Der er forskellige pakker med oksekød. Der er almindeligt oksekød, økologisk oksekød og så er der noget plantefars, der ligner oksekød.
Dine valg er vigtige
Når du vælger madvarer i supermarkedet, viser du samtidig producenter og butikker, hvilken slags varer, du gerne vil have, at de producerer og sælger. Det, der sælger godt, er nemlig det, de producerer og udbyder.
Du kan altså være med til at påvirke verden ved at vælge varer, der passer til dit verdenssyn. Her kan mærker igen være en hjælp, når du skal træffe dine valg.
Er naturen og miljøet vigtigt for dig?
Så kan du gå efter økologiske produkter. Du kan kende økologiske produkter på det røde Ø eller det grønne EU blad (som står for det samme). Økologisk produktion giver renere grundvand, større biodiversitet (fx flere insekter, bier, sommerfugle og vilde planter på markerne) og færre sprøjtemiddelrester på frugt og grønt.
Er dyrevelfærd vigtig for dig?
Så kan du gå enten helt droppe at spise kød eller også gå efter økologiske produkter eller produkter med mærket Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse. Animalske produkter med et af disse to mærker betyder, at dyrene er blevet behandlet lidt bedre. Fx har de mere plads at bevæge sig på og kommer også ud i det fri.
Er klimaet vigtigt for dig?
Der er endnu ikke et mærke, der kan hjælpe dig til at vælge klimavenlige madvarer. Du kan dog starte med at skære ned på mængden af kød, du spiser, da produktionen af animalske produkter udleder langt flere drivhusgasser end de vegetabilske.
Når du har arbejdet med stop 8, er du blevet bevidst om, at de valg, du træffer i supermarkedet, påvirker verden omkring dig.Nu er du klar til at gå videre til opgaven.
Opgave
Hjælp Nikolaj med at vælge
I skal nu hjælpe Nikolaj med at træffe en beslutning ved køledisken.
Først skal I snakke sammen om hans forskellige muligheder:
- Hvis Nikolaj vælger det almindelige oksekød, hvad viser han så, der er vigtigt for ham?
- Hvis Nikolaj vælger det økologiske kød, hvad viser han så, er vigtigt for ham?
- Hvis Nikolaj vælger plantefarsen, hvad viser han så, er vigtigt for ham?
- Hvis Nikolaj ikke vælger nogen af dem, men nøjes med at bruge de grøntsager, han allerede har købt, hvad viser han så, er vigtigt for ham?
Drøft i gruppen:
- Hvilken mulighed, synes I, Nikolaj skal vælge og hvorfor?
- Hvordan ‘stemmer’ I selv, når I køber ind?