Madmakkere på Indkøb
Madspild, mærker og markedsføring i børnehøjde. Prøv Madmakkere på Indkøb - et sjovt og lærerigt orienteringsløb om mad og indkøb for børn og deres voksne.
Hvad er Madmakkere på Indkøb?
Hvad betyder ‘Bedst før’? Hvordan bliver du fristet i supermarkedet? Hvad kan man egentlig putte på en pizza?
De spørgsmål skal du og dine børn undersøge, når I prøver Forbrugerrådet Tænks madorienteringsløb: Madmakkere på Indkøb.
Omdrejningspunktet er, at I skal lave pizza. I skal på tre missioner: Først skal I gå på opdagelse i jeres eget køkken, derefter skal I på jagt i supermarkedet og til sidst slutter I af med at lave pizza og quizze.
I lærer at undgå madspild, I får tips til at spare penge, og så får I ny viden, som I kan bruge, når I fremover handler og planlægger jeres indkøb.
Det er for børn i alderen 6 til 9 år + en voksen, hvor I i fællesskab løser praktiske opgaver på jeres smartphone eller tablet. Varighed er 1-2 timer.
"Madmakkere på Indkøb" er støttet af Promilleafgiftsfonden for landbrug.