Gå til hovedindhold

Opskrift: Stegt spidskål med rød pebersauce, kartofler og pære-fennikelsalat

Få opskriften her, og find ud af, om det er familiens nye livret.

Foto: DR
Tallerken med stegt spidskål

Her er opskriften fra Kosmosvennerne, der elsker grøntsager.

Opskrift

Til 4 personer.

Rød pebersauce

  • 360 g rød peber (ca. 3 mellemstore peberfrugter)
  • 2 store løg
  • 10 fed hvidløg
  • Olivenolie
  • Salt
  • Ca. 2 dl kokosmælk
  • ½ tsk. salt
  • Peber

Stegt spidskål

  • 1-2 spidskål, alt efter størrelse
  • Plantesmør eller olivenolie til stegning
  • Ca. 100 g pinjekerner

Kartofler

  • Ca. 750 g nye kartofler

Pære-fennikelsalat med hasselnødder

  • 1 fennikel
  • 1,5-2 store pærer
  • Ca. 1-2 spsk. hvidvinseddike
  • ca. 2-3 spsk. olivenolie
  • Salt
  • Et par håndfulde hasselnødder
  • ½ granatæble (kan undlades)

3 tips til at have dine børn med i køkkenet

Skab den gode køkkenkarma

I forældre sætter tonen. Ros, grin og nysgerrighed smitter – giv high fives og smil. Og ja, der kommer nok en del mere mel på gulvet og sauce på tøjet – det hører med til køkkenhyggen.

Gør det til en leg

Samværet er vigtigere end resultatet. Snak om råvarerne, hvad de ligner, pynt maden sjovt, eller lav små udfordringer undervejs – fx: “Hvem kan smage og gætte en ingrediens med lukkede øjne?”

Giv børnene sjove opgaver

Børn kan meget mere end at dække bord. Lad dem røre, ælte, skrælle, skylle, slå æg ud, veje af, skære groft, smage til og pynte maden – alt efter hvilken alder de har. Så bliver I et rigtig sejt køkken-team!

Sådan gør du

Rød pebersauce

  1. Skær de røde peberfrugter i mindre stykker. Pil løget og hvidløg og skær dem i grove stykker.
  2. Kom det hele på en bradepande beklædt med bagepapir. Stænk godt med olivenolie og drys med salt og vend grøntsagerne, så olie og salt er godt fordelt.
  3. Bag dem i ovnen ved 180 grader i ca. 25-40 minutter, indtil peberfrugterne er bagt godt igennem og har fået farve. Hold øje med dem undervejs, så de ikke brænder på. De må gerne blive lidt sorte i kanten men ikke helt forkullede.
  4. Blend det hele med kokosmælk, dog uden at blende for meget. Saucen må gerne forblive lidt rustik.
  5. Smag til med salt og peber.

Stegt spidskål

  1. Skyl spidskålen, fjern eventuelt de yderste blade og halver den på langs og skær hver halvdel i 2-3 aflange stykker. Stokken skal ikke fjernes.
  2. Smelt lidt smør på en pande og læg spidskålene på. Drys godt med salt og peber og lad stykkerne stege ved middelvarme i ca. 15-20 minutter, indtil de har fået farve og er blevet lidt møre.
  3. Rist imens pinjekernerne på en tør pande, indtil de har fået farve og er begyndt at dufte.
  4. Tag spidskålen af panden og læg dem i et fad. Bag dem i ovnen ved 175 grader i ca. 15-20 minutter.

Kartofler

Kog imens kartoflerne til de er møre og tilbered pære-fennikelsalaten.

Pære-fennikelsalat med hasselnødder

  1. Skær granatæblet over på midten og bank/pil kerner ud. Sørg for at den hvide hinde ikke kommer med.
  2. Skær fenniklen i to halve (på tværs). Fjern stokken og skær fenniklen i tynde skiver på langs (ca. 1 mm tykkelse). Kom dem i en skål.
  3. Halver pæren på langs, fjern kernehuset og skær den i tynde skiver. Kom dem i skålen med fenniklen.
  4. Tilsæt hvidvinseddike, olie og salt og rør det hele sammen. Smag til med salt.
  5. Hak nødderne groft og drys dem over salaten lige inden servering og drys med granatæblekernerne.

Anretning

Server spidskålen med rød pebersauce, kogte kartofler og pære-fennikelsalat. Drys de ristede pinjekerner over spidskålen lige før servering.

Opskriften er udviklet af Kosmosvennerne

Støttet af