Opskrift: Fennikel i fad med grønne bønner og appelsinsalat
Smag denne grønne ret fra Danmarks Nye Livret.
Foto:
DR
·
23. September 2025
Den selvvalgte familie Kosmosvennerne, der i virkeligheden er en gruppe venner, som deler interessen for vegansk mad, lavede fennikel i fad, som du kan prøve kræfter med her.
Opskrift
Til 4 personer.
Fennikel i fad
- 2 fennikler
- Plantesmør til stegning
- Salt og peber
- 200 g spinat
- 200 g portobellosvampe eller almindelige champignoner
- 15 udkernede hyben eller små, søde tomater
- 8 skiver citron
- Olivenolie
- 4 dl ris
- 10 dl kokosmælk
Appelsinsalat
- 4 appelsiner
- Olivenolie
- Salt
Grønne bønner med hvidløg og citron
- 400 g friske eller frosne grønne bønner (haricots verts)
- 4 fed hvidløg
- Olivenolie til stegning
- ½ citron
- Flagesalt og friskkværnet peber
Sådan gør du
Fennikel i fad
- Skær toppen af fenniklerne og skær dem i mellemtynde skiver på langs, gerne omkring 0,8 cm i tykkelsen, og ellers mellem 0,5-1 cm. Det er vigtigt, at skiverne ikke bliver for tykke ift. konsistens og smag.
- Drys stykkerne med salt og peber på begge sider og steg dem på en pande med rigeligt plantesmør i ca. 20 minutter, indtil de er møre. Der skal kunne stikkes en gaffel let igennem dem. Vend dem flere gange undervejs. De skal have farve på begge sider.
- Skyl spinaten og kom den i et stort fad.
- Rens svampene for jord, skær dem i mellemtynde skiver og kom dem i fadet med spinat, sammen med 10 udkernede hyben eller tomater. Drys godt med salt og peber.
- Læg fennikelstykkerne i fadet og tilsæt de sidste hyben.
- Hæld kokosmælken over og læg citronskiverne oven på. Stænk med olivenolie og drys med salt og peber.
- Bag retten i ovnen ved 175 grader i ca. 30-35 minutter, indtil kokosmælken er blevet godt varm.
- Smag på saucen i fadet og tilsæt evt. mere salt, hvis der mangler.
- Imens fadet er i ovnen, koges risene efter anvisningerne på pakken og bønnerne tilberedes.
Appelsinsalat
- Skær skrællen og den hvide hinde af appelsinerne og skær dem i runde skiver. Ved de inderste skiver fjernes den hvide hinde i midten.
- Anret appelsinskiverne på en tallerken eller et fad.
- Sæt fadet til side, evt. i køleskab, mens du tilbereder fennikel i fad og de grønne bønner.
- Før anretning stænkes appelsinskiverne med olivenolie og drysses med salt.
Grønne bønner med hvidløg og citron
- Hvis der bruges friske bønner, skylles de og enderne skæres af.
- Pil hvidløgene og skær dem i tynde skiver.
- Varm en pande op med 2-3 spsk. olivenolie. Steg hvidløgene et par minutter. De må ikke blive brune.
- Tilsæt bønner og steg dem til de er møre, men stadig har bid (ca. 5-10 minutter).
- Pres lidt citronsaft over bønnerne og drys med flagesalt og peber.
- Serveres på et fad, evt. pyntet med et par citronskiver.
Opskriften er udviklet af Kosmosvennerne.
Støttet af